Når et par gentagne gange ender i de samme forbitrede diskussioner, slider det på forholdet. Heldigvis kan den onde cirkel brydes. Ét af midlerne er at sænke tempoet og stemmelejet i samtalen for at undgå såkaldt ”flooding,” dvs. følelsesmæssig oversvømmelse. Det er emnet for denne måneds klumme af parterapeut Nils Lind.
Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk
Foden på bremsen. Det er én af de mest virkningsfulde metoder, når jeg som parterapeut arbejder med par, som kæmper med fastlåste konflikter. De er ofte udmattede efter måneder eller år, hvor de forgæves har forsøgt at få hinanden til at forstå deres frustrationer og deres ønsker om forandringer i parforholdet eller familien.
Top tre emner for fastlåste konflikter er i min erfaring:
- Fordelingen af opgaverne i hjemmet.
- Sexlivet – eller mangel på samme.
- Opdragelse af børnene
Det er emner, hvor begge parter har mange og stærke følelser på spil, og som det derfor er vildt vigtigt at få snakket om til bunds. Sådan at man enten kan løse konflikterne eller mildne dem, så de er til at leve med for begge.
Hvordan kan det så være, at samtalen bliver fastlåst, så ingen af parterne føler sig hørt.
Fordi samtalen om de mest konfliktfyldte emner typisk kun varer få sekunder eller højst nogle minutter. Herefter kører der to enetaler, hvor begge er holdt op med at lytte til hinanden og kun har øre for anledninger til at afbryde og selv at sige noget. Det ender typisk enten med et bragende skænderi eller med, at den ene klapper i som en østers og går.
Hvad er det, der sker? Er de to holdt op med at elske hinanden? Ønsker de at såre hinanden? Er de superegoister, som kun kan tænke på sig selv?
Nej. Som oftest er der opstået det, som i det engelske fagsprog kaldes ”emotional flooding,” og som bedst kan beskrives som at blive overvældet eller oversvømmet af følelser, som sætter gang i vores ”kamp/flugt/stivne” reflekser. Hvis man fx i en diskussion føler sig angrebet og bebrejdet af sin partner, kan det genaktivere lignende, ubehagelige følelser fra fortiden. Det kan fx være den skam og indestængte vrede, man følte i barndommen under en uretfærdig gang skældud. Eller det kan være lignende følelser opstået i det nuværende eller i tidligere parforhold.
Denne ”oversvømmelse” drukner både fornuften, selvkontrollen og de gode manerer, og pludselig hører man måske sig selv sige grimme ord til sin partner – eller man lukker fuldstændig ned og nægter at høre mere.
Oversvømmelse i laboratoriet
Vi ved faktisk en del om, hvad det skaber disse ”oversvømmelser,” og hvordan man kan undgå deres skadelige virkninger. Det skyldes ikke mindst det amerikanske Gottman Institute, som i knap 40 år har været førende inden for parforholdsforskning. Instituttet har et såkaldt Love Lab, et ”kærlighedslaboratorium,” hvor man undersøger, hvad der får parforhold til at lykkes eller mislykkes. En skatkiste af konkret, videnskabeligt funderet viden!
Et eksperiment i laboratoriet gik ud på at sætte par til at diskutere ét af deres fastlåste konfliktemner. Undervejs målte man deres puls. Når diskussionen blev fastlåst, røg pulsen i vejret hos begge; et tydeligt stress-signal. En forskningsassistent brød så ind og fortalte, at ”udstyret skulle justeres,” og bad parrene om at sætte sig ind i et andet lokale og læse i nogle blade uden at fortsætte konfliktsamtalen. Da parrene efter en halv time vendte tilbage og blev bedt om at tage konfliktemnet op igen, lykkedes det dem faktisk at snakke konstruktivt om emnet, i et lavere tempo og med en rolig hjerterytme hos begge.
Hvad gjorde forskellen? At forskningsassistenten ”trådte på bremsen” og dermed afbrød den eskalering, som var blevet et mønster for parrene. Det gør underværker at tage en timeout på fx en halv time, hvor man tænker på noget helt andet. Et enkelt trick, som alle par kan bruge for at undgå oversvømmelsen.
Nogle gange er det ikke nok med en timeout, for hvis oversvømmelsen kommer igen, næste gang emnet tages op, er man jo lige vidt. Se linket med redskaber til konstruktive parsamtaler her på siden.
Mænd murer sig inde
Kvinder og mænd reagerer forskelligt på følelsesmæssig oversvømmelse. Og der er ingen skurke- eller helteroller her!
Ifølge Gottmans Instituttets forskning bliver mænd hurtigere oversvømmede end kvinder. De reagerer særligt stærkt, når de oplever at blive hakket på og kritiseret af kvinden. Det skaber en uheldig ond cirkel: Oversvømmede mænd har en tendens til at lukke af og lukke ned for diskussionen. 80 procent dem, der i Love Lab lukkede ned og forskansede sig bag en mur af tavshed, var mænd.
Muren får ofte kvinden til at blive endnu mere og insisterende på at fortsætte diskussionen. Så lukker manden endnu mere i – eller går simpelt hen sin vej.
Når den ene brat går fra en samtale, står den anden typisk tilbage med svære følelser af forladthed og håbløshed. Resultatet kan blive timer eller dage med kulde mellem de to, som jo i virkeligheden elsker hinanden.
I parterapien reciterer jeg nogle gange de to sidste vers fra et 121 år gammelt digt af Viggo Stuckenberg:
To, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste fjender,
som hævner sig jorden rundt;
Og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste sår
blot ved at se på hinanden
og glatte hinandens hår.
(Fra digtsamlingen ”Sne”, 1901)
Sådan er det at være i et kærlighedsforhold. Kærligheden og den stærke tilknytning får os til at vise hinanden både vores bedste og værste sider.
Når vi er kommet til at såre hinanden, må vi – efter en god timeout – prøve at reparere det med en god og kærlig samtale om de følelser, som oversvømmede os. Læs mere om det via de links, som står til højre her på siden.