Tru aldrig med at gå fra hinanden, når I er oppe i det røde felt

”Nu gider jeg ikke mere – jeg forlader dig!” er noget nær det mest skadelige, man kan slynge ud i et ophedet skænderi i parforholdet, fortæller parterapeut Nils Lind i denne måneds klumme.    

Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk

 

”Har I truet hinanden med at gå fra parforholdet?”

”Ja, det er sket flere gange. I kampens hede i et skænderi, kan vi komme til at bruge skilsmisse-ordet!”

”Ok. Det er faktisk helt normalt for par i krise. Hvis I mener parterapien seriøst, så vil jeg dog bede jer om at indgå en aftale om aldrig nogen sinde mere at true med at gå fra hinanden. At bruge ordet skilsmisse er kun en mulighed, hvis én af jer eller begge har taget en velovervejet beslutning om at gå. Og så skal det siges i en stille og rolig samtale.”

Så bliver der stille i lokalet.

De to kigger på hinanden. Ofte kommer der smil – og sænkede skuldre.

Hvorfor er det så vigtigt at undgå trusler om at forlade parforholdet? Fordi sådan en trussel sårer ekstremt dybt. Truslen om at forlade den anden kaster hele parforholdet ud over afgrunden – uanset om tingene er sagt i vrede, afmagt eller desperation – en tilstand, hvor vi nemt kommer til at sige sårende ting, vi hurtigt fortryder. Særligt til de allernærmeste. 

Kærlighedszone 1 og 2

Det hænger sådan sammen:

Lad os kalde barndommen for ”kærligheds-zone 1” Her er vi afhængige af at mærke og modtage vores forældres kærlighed og omsorg. At vide, at vi er elskede og bliver passet på, også når vores adfærd er allermest irriterende og decideret træls, sagt på jysk.

Når vi bliver voksne, finder de fleste af os sammen med en partner i et seriøst parforhold. Nogle har været igennem flere parforhold, før det virkelig føles rigtigt – også når selve forelskelsen har lagt sig. Så træder vi ind i ”kærlighedszone 2,” et forhold, hvor vi hengiver os til at holde sammen i tykt og tyndt, i glæde og modgang, i solskin og tordenvejr. Det stoler vi på, lige som barnet i ”kærlighedszone 1” helst skal vide, at det ikke bliver forladt og overladt til sig selv, selv om far og mor kan blive frustrerede over dets adfærd. Mennesker, der har oplevet svigt eller vedvarende utryghed i barndommen, er ekstra sårbare over for at blive forladt som voksne.

Vi har som mennesker brug for at føle os trygge i en kærlighedsrelation. Det er selve den tryghed, der brutalt bliver revet væk i det sekund, hvor partneren truer med at forlade parforholdet. Det er den samme akutte angst-tilstand, der opstår, når man opdager, at ens partner har været utro. I ét nu forsvinder gulvet under fødderne på en.

Rædselsvækkende

Selvfølgelig skal det være muligt at forlade et parforhold, som har udtømt sine muligheder, og som mest skaber ulykkelighed, smerte og utryghed. Men så skal det helst være en velovervejet beslutning, som træffes, efter at parret seriøst, men forgæves har forsøgt at blive bedre sammen. Hvis man gentagne gange får tanker om at gå, kan man sige noget i stil med: ”Jeg er bekymret, for når vi har det allerværst, får jeg nogle gange lyst til at gå. Men jeg vil jo allerhelst blive gammel sammen med dig. Hvis det skal lykkes, er vi nødt til at arbejde på vores forhold.”

Når tanken om at gå derimod bliver slynget ud i fx et skænderi – måske som en trumf, man smider på bordet i et forsøg på at blive hørt, så revner selve den grundlæggende følelse af verden som et trygt sted at være. Akkurat på samme måde, som når forældre (hvilket heldigvis sker sjældent nu om dage) truer barnet med at blive sendt væk, hvis det ikke opfører sig ordentligt. Det er intet mindre end rædselsvækkende for et barn at høre, og det er et ekko af den rædsel, der opstår, når skilsmissekortet trækkes under et skænderi i et voksent parforhold.

Revner i fundamentet

Måske ser partneren ikke spor rædselsslagen ud. Måske svarer han / hun endda med et modangreb i stil med ”Så skrid da! Flyt i morgen! Jeg får det meget nemmere uden dig!”

Men tag ikke fejl. Under den hårde overflade er der hos begge parter vildt mange sårbare følelser på spil. Forskning viser entydigt, at når par siger sårende ting til hinanden, så stiger blodtrykket, pulsen og niveauet af stress-hormonet kortisol voldsomt (særligt hos mænd) – også selv om personen udadtil ser rolig og cool ud! 

Hvad sker der så? Måske kommer der en forsoning dagen efter. Måske får begge sagt undskyld, og ”jeg mente det jo ikke, da jeg råbte, at jeg ville forlade dig.”

Det er fint og smukt – og nødvendigt – med sådan en forsoning. Men revnen i parrets tillids-fundament er der stadig. Og revnen vokser, hver gang skilsmisse-trumfen kommer på bordet.”

Sex og samhørighed forsvinder

Det har mindst fire skadelige virkninger:

• Når det at slutte parforholdet er nævnt som en mulig udgangsdør, er den dør svær at lukke helt igen. Begge begynder at tolke hinanden mere negativt og er mere tilbøjelige til at overveje et exit.
• Den ene (eller begge) bliver mere tilbageholdende med at tage nødvendige samtaler op om knas i forholdet. Det sker ud fra en bevidst eller ubevidst frygt for, at samtalen ender i et skænderi, hvor skilsmisse-trumfkortet igen kan blive trukket. Populært sagt får parret ikke ”ryddet op” i deres parforhold. Så sander det efterhånden til i bitterhed, vrede, tilbageholdenhed og følelsesmæssige kuldebroer. Sexlivet, samhørigheden og nærheden lider.
• Trumfen rydder bordet. Uanset hvad der ellers er blevet sagt i samtalen, er det glemt, og kun den rædselsvækkende trussel står tilbage.
• ”Ulven-kommer” effekten opstår. Både ens egen selvagtelse og partnerens respekt undergraves af gentagne trusler, der ikke føres ud i livet.