Sexlivet kan nemt blive offer for gamle myter og fastfrosne forestillinger om, hvad hinanden forventer og ønsker. Den såkaldte ”bremser/speeder model” er en måde at rydde op i vanetænkningen på. Det er emnet for denne måneds klumme af parterapeut Nils Lind.
Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk
Næsten alle par løber på et tidspunkt ind i frustrationer, når det handler om deres erotiske liv. De fleste par forventer seksuel troskab af hinanden, og hvis et ungt eller midaldrende par overholder det, har de (når forelskelsen har lagt sig) et antal årtier foran sig, hvor de skal løse denne fælles opgave: At skabe gode rammer for et sexliv med elementer af både frækt eventyr og dyb hengivelse og tryghed.
Så hjælper det ikke, at mange gamle, men usande myter om erotik og sex stadig er på fri fod.
Seks sexmyter
Her er nogle af de skadelige myter, som mange heteroseksuelle par lider under:
- Rigtig sex = samleje = penetration
- Sex er kun vellykket, når én eller begge får orgasme.
- En god elsker/inde behøver ikke spørge, men ved instinktivt, hvad der tænder partneren allermest.
- Missionærstillingen er kedelig og giver fantasiløs sex.
- Kvinder vil have kærlighed, mænd vil have sex.
- Det er altid manden, der har mere sexlyst end kvinden.
Alle disse myter – og mange flere – trænger til en grundig rusketur. Faktisk kan det være en god idé at kaste alt det, man tror, man ved om hinanden på det erotiske område, op i luften.
Sex svar
Lad mig begynde med mine korte svar på de seks sex-myter ovenfor:
- Nej, nogle gange kan en uudtalt forventning om penetration blive et turn-off – både for kvinden og manden. Prøv en periode med de andre farver på sex-paletten og snak så om, hvad I har brug for.
- Den myte er én af de helt store barrierer for lyst. Hvis orgasme opleves som et krav (til én selv eller partneren), suger det opmærksomhed væk fra at nyde her-og-nu. Orgasme er en gave at give sig selv og hinanden. Hvis I ønsker at give og mkodtage rigere gaver, så er det er en god idé at søge inspiration sammen (bøger, videoer og websites) og kærligt og langsomt udforske dybderne i hinandens nydelsesunivers. Se på denne side links til mere viden.
- Det er noget værre vrøvl. Vi er nødt til at opdatere ”manualen” til hinandens tændingspunkter livet igennem. Metoden: At spørge og fortælle åbent. Se listen over spørgsmål her på siden.
- Variation er godt, men missionærstillingen udmærker sig ved at give god hud- og øjenkontakt. Tidsskriftet ”Journal of Sexual Medicine” beskriver ligefrem stillingen som givende ”et bredere stimulusspektrum” og ”overraskende orgasmevenlig.”
- Nogle kvinder oplever deres mænds sexlyst som løsrevet fra hans kærlighed til hende. Som slet og ret et biologisk behov, som hun så skal opfylde. Men for mange mænd er sex en vigtig måde at vise kærlighed og hengivenhed på. Læs mere på https://nilslind.dk/nyheder-og-artikler/kaerlighedssprog/
- I parterapien snakker jeg også med par, hvor det er omvendt. Og netop på grund af myten skaber det en skamfølelse, som kan få manden til at låse endnu mere.
Sexlysten har både en
bremsepedal og en speeder
Her er et groft forsimplet billede. Men: Forestil dig, at din sexlyst er en bil, som har:
- En speeder, som aktiveres med påvirkninger, fx at røre eller blive rørt (også uden for de erogene zoner!), at sanse, fx dufte eller at se seksuelle billeder eller at fange et særligt blik.
- En bremsepedal, som aktiveres af fx seksuelt præstationspres, hverdagsbekymringer, utryghed i parforholdet, skamfølelse eller følelsen af at være uattraktiv.
De to pedaler virker uafhængigt af hinanden. Så man kan sagtens have en lyst, som ikke kommer nogen vegne, fordi bremsen er trådt i bund.
Det er godt at skelne mellem impulsiv lyst og lyst udløst af ydre påvirkninger. I et længerevarende parforhold vil manden typisk nemmere få lyst til sex spontant – altså uden at være blevet pirret til det. Han får populært sagt oftere og nemmere lyst til at sætte sig ind i bilen.
Har du lyst til at få lyst?
Derfor vil mange kvinder umiddelbart svare nej, når den selvantændte mand spørger, om hun har lyst til sex. Men han vil ofte få et andet svar, hvis han spørger: ”Har du lyst til at få lyst?”
Og det er meget lettere for kvinden at stige ind i bilen, hvis hun ikke har en forestilling om, at manden kun oplever køreglæde ved hurtige accelerationer og høj fart.
Det er her, speederen og bremsen kommer ind i billedet. For hvad hjælper det at træde speederen i bund, hvis den ene eller begge også har foden på bremsen?
Derfor er de to nødt til at have en kærlig og varm snak om, hvad der slukker og tænder deres lyst. Og her kan det være en hjælp at give afkald på alt det, man tror om sin partner seksuelt. Vær nysgerrig. Gå på opdagelse. Udforsk, som om I startede forfra på jeres sexliv sammen.
På denne side finder du en samling spørgsmål, som I kan tage udgangspunkt i.
På denne side kan I læse mere om bremse/speeder modellen, som kaldes ”The dual control mode of sexual response.” Modellen er skabt af det amerikanske Kinsey-institut, som er banebrydende inden for sexologisk forskning.
49 spørgsmål, I kan
stille jer selv
og hinanden i kærlighed
Herunder kan du klikke på og downloade en liste med 49 spørgsmål – en redigeret udgave af en samling udarbejdet af den amerikansk-belgiske psykoterapeut, parterapeut og sexolog, Esther Perel. Listen med oprindeligt 85 spørgsmål stammer fra en workshop med Esther Perel, som jeg deltog i i 2016, “Erotic Intelligence – Mating in Captivity” og “The state of affairs, cheating in the age of tranparency.”
Hun har holdt meget populære online foredrag – vælg danske undertekster), bl.a. dette