At vise sårbarhed er parforholdets superpower

”Når du er vred på mig, bliver jeg inderst inde rædselsslagen for at miste dig. Så reagerer jeg ved at lukke af og virke kold og ligeglad.” At sige sådan til sin partner kan føles som at springe ud fra 10-meter vippen uden at vide, om der er vand i bassinet. Men modet til at vise sårbarhed skaber som regel kontakt og respekt.

 

Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk

I parterapien opstår der nogle gange afgørende øjeblikke, hvor to, som længe har slidt og slæbt med parforholdet og er gledet væk fra hinanden, pludselig formår at skabe en varm kontakt med hinanden. En form for kontakt, de måske har savnet i årevis. De får blide øjne, rækker ud og rører ved hinanden, og deres stemmeføring bliver langsom og varm, hvor den før var hektisk og kold.

Næsten altid skyldes forvandlingen, at den ene vover at vise sin sårbarhed. Den sårbarhed, som de begge ellers gemmer langt væk bag tykke mure ved at:

• kritisere, bebrejde eller håne.
• sige sårende ting om hinanden.
• blive tavs og indebrændt og nægte at snakke.
• gå sin vej eller trække sig ind i sig selv.

Typisk er der to ”hovedroller” i det drama, der udspiller sig:

• Den opsøgende / konfronterende. Den der tager tingene op og ønsker at snakke om dem. ”Jeg har brug for, at min partner virkelig lytter og forstår, hvor ulykkelig jeg er. Kun hvis jeg ”skruer op for musikken” ved at skælde ud og hæve stemmelejet har jeg en chance for at trænge igennem og få min partner i tale.
• Den undgående, som prøver at vige uden om samtaler om parforholdets konflikter ud fra devisen: Det ordner sig nok. Der er ingen grund til at gøre et drama ud af det. Jeg prøver at flyve under radaren. Hvis konfrontationen kommer, lukker jeg i eller går, for hvis jeg først går ind i samtalen, bliver jeg tromlet af min partners mange ord.

Ensomhed i tosomhed

Dette er en meget forenklet fremstilling, men de fleste par, som kommer i terapi, genkender mønsteret/rollefordelingen i en eller anden grad. Det hænger sammen med, at sådan nogle mønstre har det med at blive mere og mere fastlåst og sammenknuget, jo flere gange parret gennemspiller dramaet: Den ægte, åbne samtale udebliver, og begge parter føler sig i stigende grad svigtet, uelsket og alene i parforholdet.

Hvis det får lov at fortsætte længe, stiger risikoen for, at parret trækker veksler på kærlighedens hovedstol. Mange affærer og skilsmisser har rod i, hvor ubærligt det er at føle ensomhed i det, der skulle være tosomhed.

Hvordan undgår man så at ende i fastlåsthed?

Det er her, sårbarheden kommer ind. Men lad mig først give lidt baggrund.

Værdifuld færdighed

Det er efter min mening en stor ulykke, at vi i vores samfund ikke har et fag i skolen, som hedder konflikthåndtering: Hvordan kommer man på konstruktiv talefod med mennesker, som man er vred på eller føler sig krænket eller svigtet af? Vel at mærke på en måde, så begge parter i samtalen føler sig respekteret og hørt af hinanden, så de kan komme hinanden i møde?

Det er en vildt værdifuld færdighed at eje: At værne om sin selvrespekt ved at tage konflikter op på en måde, hvor begge parter bevarer selvrespekten og går berigede ud af samtalen.

I parterapi hører jeg ofte folk sige: ”Det er jeg rigtig god til – på jobbet! Men når der er dårlig stemning derhjemme, ryger vi begge direkte ind i det fastlåste mønster.”

Forskellen er selvfølgelig, at i et parforhold er der langt, langt mere på spil. Elsker du mig stadig? Du, som både kender mine stærkeste sider og mine fejl og mangler. Du, hvis kærlighed jeg ikke kan forestille mig at leve uden.

Og hvornår i vores tilværelse mærkede vi første gang smerten ved den form for tvivl: I barndommen.

Vi har alle sårbarheder med fra opvæksten, i større eller mindre grad. Når en forælder viser vrede eller misbilligelse (fx ved at skælde voldsomt ud eller lukke af for den varme kontakt), vil et barn føle intens skam og ubevidst bruge strategier for at:

• dæmpe følelsen af skam, som jo handler om at føle sig uværdig til kærlighed og omsorg. En uudholdelig oplevelse for et barn, som jo ikke kan klare sig selv.
• forsøge at genetablere den varme kontakt ved at tilpasse sig og undertrykke de sider af sig selv, som åbenbart kan få far eller mor til at slukke for kærligheden.

Hvad kan dæmpe smerten ved at føle skam? At blive opsøgende og konfronterende. Protestere, skælde ud, beklage sig højlydt. Eller at blive undgående, gøre sig usynlig, trække sig ind i sig selv eller isolere sig.

Så er vi tilbage ved de to mest udbredte, ubevidste strategier i parforhold, som jeg beskrev i begyndelsen af denne klumme. Ofte vil ens adfærd, når der er knas i parforholdet, ligne den, man hovedsageligt brugte som barn. Simpelt hen fordi den ligger parat som en refleks, der på et splitsekund overhaler al vores voksenfornuft indenom.

At turde være sårbar

Der er intet i vejen med at have konflikter i parforholdet. Tværtimod viser forskningen tydeligt, at de par, som lykkes med at blive gamle sammen i lykkelige parforhold, har lige så mange konflikter som alle andre. Forskellen er, at de formår at reparere kontakten mellem sig i løbet af kort tid, så der ikke opstår et fastlåst mønster af forbitrelse. Det er her, sårbarheden er en superpower.  

Så tør man sige: ”Jeg er simpelt hen så ked af vores skænderi i går og de hårde ord, vi sagde til hinanden. Jeg kan næsten ikke tænke på andet. Vil du være med til at snakke om det?”

Eller: Jeg savner dig. ”Når vi ikke rigtig får snakket sammen i løbet af ugen, kommer jeg i tvivl, om du gider være sammen med mig.”

Eller: ”Når du kommer senere hjem end du har lovet, føler jeg, at du er ligeglad med mig.”

Eller: ”Jeg ved godt, at jeg tit siger nej, når du lægger op til sex, og så får jeg dårlig samvittighed. Jeg længes også efter at elske med dig. Vi du være med til at snakke om, hvordan vi kan finde hinanden?”

De samtaler, der følger efter sådan nogle udmeldinger, fordyber kærligheden, samhørigheden og selvrespekten hos begge parter.