”Nogle gange føler jeg, at jeg har tre børn. Det tredje barn, det er dig!”

barnerolle_800 — Et par mister den dybe kærlighedskontakt og gør hinanden mere og mere alene i parforholdet, når de i stedet for at snakke sammen om deres uenigheder på en voksen, ligeværdig måde ubevidst går ind i en magtkamp med to hovedroller: Den trælse, udskældende forælder og det umulige, kuede og undvigende barn. Ill: Colourbox.

Den største dræber af sexlyst og romantik i parforhold er ikke hvide tennissokker i sandaler, men en ulyksalig, snigende vane: Når der opstår frustrationer, ryger parterne lynhurtigt og nærmest automatisk ind i hver sin rolle: Den bebrejdende, umyndiggørende forælder og det undvigende, ansvarsfralæggende barn. Læs her om fænomenet og om veje tilbage til en ligeværdig voksenrolle for begge parter.

Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk

Manden krymper sig umærkeligt og slår blikket ned, men jeg når at se et trodsigt glimt vise sig i hans øjne, inden han rykker sig nogle centimeter længere væk fra sin kone i sofaen. Hun har lige sagt præcis de ord, der står i denne klummes overskrift. Vi er i mit parterapilokale. Jeg griber ind. I stedet for at bede hende uddybe, beder jeg dem fortælle, hvad der sker inde i dem lige nu.

Han fortæller, at han føler sig ydmyget, skamfuld, ked af det, magtesløs og vred. Hvis de havde været derhjemme, var han gået sin vej.

Hun føler sig desperat, svigtet, vred og enormt alene og ked af det.

De er hver især overraskede over hinandens svar. Han troede, hun bare foragtede ham. Hun troede, han var helt ligeglad og upåvirket.

Nu, hvor de hver især har sat ord på de mere sårbare følelser, kan de begynde en udbytterig samtale om det, som deres konflikt egentlig handler om: At de mister den dybe kærlighedskontakt og gør hinanden mere og mere alene i parforholdet, når de i stedet for at snakke sammen om deres uenigheder, fx om fordelingen af hjemlige arbejdsopgaver, på en voksen, ligeværdig måde ubevidst går ind i en magtkamp med to hovedroller: 1) Den trælse forælder, som bebrejder, udskammer og nedgør. 2) Det umulige, undvigende barn, som enten dukker sig i tavs trods eller stormer ud af lokalet i forurettet vrede.

Erotikken fordufter
Se isbjergs-illustrationen på denne side. Vi ser kun toppen af isbjerget, i dette tilfælde de to roller, jeg lige har nævnt. Vi går typisk ind i rollerne, fordi vi mærker nogle af de svære følelser på bunden af isbjerget, men ikke formår eller ikke føler det trygt at fortælle om dem. Ulykken er, at det bliver til en ond cirkel. For når vi møder vores elskede partners ”toppen-af-isbjerget” adfærd, får vi flere af de smertefulde følelser fra bunden af isbjerget. Så forskanser vi os endnu mere i vores egen ”toppen-af-isbjerget” rolle – og så fremdeles …

En rigtig ubehagelig bivirkning ved den onde cirkel er, at intimitet, romantik og erotik, som jo er vigtige vitaminer for parforholdet, forsvinder som dug for solen. For hvem tænder på en partner, som opleves som enten en skrap far/mor eller et kuet barn?

Ind i en positiv spiral
Heldigvis er det muligt at ”skifte gear” til en ligeværdig voksen samtale, ligesom det skete for parret i starten af artiklen. Det kræver minimum tre ting: 1) At parret genkender forælder/barn konstellationen, når den dukker op – og gør hinanden opmærksom på det på en ikke-bebrejdende måde. 2) At parret har et trygt alternativt redskab til at løse den konflikt eller uenighed, de står i. 3) Tålmodighed og vedholdenhed, for det tager tid at skippe indgroede vaner.

Par, som skifter gear fra magtkamp til kærlig konfliktløsning, hvor de åbner sig over for hinanden om de sårbare følelser, skaber en positiv spiral. De lærer hinanden dybere at kende. Det styrker deres samhørighedsfølelse og tillid. Intimiteten og erotikken kommer enten selv frem fra skjulet eller kan generobres langsomt og berige forholdet.

Sådan skabes den onde cirkel

Når vi møder vores elskede partners ”toppen-af-isbjerget” adfærd, får vi flere af de smertefulde følelser fra bunden af isbjerget. Så forskanser vi os endnu mere i vores egen ”toppen-af-isbjerget” rolle – og så fremdeles … Heldigvis kan den onde cirkel brydes, så man ”skifter gear” til en ligeværdig voksen samtale. Ill: © Nils Lind Psykoterapi.

Hvorfor ryger vi i rollerne?

I parterapi vil parret ofte ikke skulle lede længe efter støbeformen for deres forælder/barneadfærd. Nogle efterligner adfærd fra deres egne forældres måde at håndtere konflikter på. Andre installerede allerede i opvæksten én af de to roller indeni som psykisk forsvar.

I de fleste tilfælde er det kvinden, der ubevidst påtager sig den udadfarende forælderrolle i et desperat forsøg på at provokere manden til kontakt. Mænd er mere tilbøjelige til at forskanse sig bag en mur af tavshed eller undvigelse. Den amerikanske parforholdsforsker John Gottmans vurderer at det i 85 procent af tilfældene er manden, der udviser det, som Gottman kalder ”stonewalling,” altså at bygge muren tykkere og højere. Det svarer godt til min erfaring fra parterapien.

Nogle gange er kønsfordelingen omvendt, så det er manden, der optræder opdragende over for sin partner, som han oplever som uansvarlig, undvigende eller svær at få i tale om vigtige ting.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at sige, at der ikke er nogen af rollerne, der er ”finere” eller mere ædel end den anden. De er blot to forskellige psykiske forsvarsmekanismer. Modtrækket er som nævnt at gøre parforholdet trygt igen, så der bliver mindre brug for forsvarsmekanismer.

Sexlivet lider: En rigtig ubehagelig bivirkning ved den onde cirkel af barne- og voksenrolle er, at intimitet, romantik og erotik, som jo er vigtige vitaminer for parforholdet, forsvinder som dug for solen. For hvem tænder på en partner, der opleves som enten en skrap far/mor
eller som et kuet barn?