Din partner er ikke tankelæser: Fortæl, hvad du længes efter

Min partner ved jo, hvad jeg længes efter, så når han/hun ikke giver mig det, må der være noget galt med vores parforhold.” Den slags indre overbevisninger skader parforholdet, og vejen frem går gennem direkte kommunikation, fortæller parterapeut Nils Lind i denne måneds parforholdsklumme.  

Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding

Myte: Hvis min partner elsker mig tilstrækkeligt, vil han eller hun vide instinktivt, hvad jeg længes efter og har brug for, så jeg ikke behøver sige det. Hvis jeg fortæller præcist om min længsel, vil det ikke føles romantisk og ”rigtigt” at få det.

Jeg tror, at vi alle i en eller anden grad ligger under for denne kærlighedsmyte. Men antagelsen om at den, vi elsker, kan aflæse vores behov, er roden til meget ulykke i længerevarende kærlighedsforhold.

Som den amerikanske skuespiller og forfatter Henry Winckler har udtrykt det: ”Antagelser er termitter for relationer.” Eller på originalsproget: ”Assumptions are the termites of relationships.”

Hvordan udøver disse termitter så deres undergravende virksomhed?

Lad os tage et eksempel (navnene er tilfældigt valgte):

Et skænderi opstår

Nikolai og Joan har været sammen i 12 år og har to børn på 3 og 5. De har begge fuldtidsarbejde og hænger i for at få hverdagen og tidsplanerne til at passe sammen. Det er torsdag. Nikolai fortæller henkastet – måske lidt for henkastet – at han for øvrigt tar’ ud til sin barndomsven Carl på lørdag og nok overnatter til søndag, fordi de jo plejer at falde i nogle drinks. Han prøver at lyde naturlig og nonchalant, men hans stemme afslører et stille håb om, Joan sluger det, som han godt ved er en bitter pille.

Men Joan er lynhurtigt på barrikaderne:

”Det kommer bare ikke til at ske! Du stikker bare af, og selvfølgelig regner du med, at jeg bare står til rådighed som husholder, når det passer herren i huset at tage ud og drikke sig fuld. Du kunne jo ikke engang drømme om at invitere mig ud at spise eller noget. Og hvem skulle også sørge for at få børnene passet, for du gør det i hvert fald ikke? Dét der med Carl på lørdag, det kan du godt glemme alt om!”

Nikolai:

”Og tror du seriøst, at du skal bestemme det? Ligesom du bestemmer alt andet herhjemme? Invitere dig ud at spise? For at høre mere brok! Du vil jo alligevel ikke en skid, når det kommer til stykket. Du kan rende mig!”

Radaren fejllæser

Joan og Nikolai elsker hinanden og er begge frustrerede over, at de har så lidt voksentid sammen. Der går efterhånden lang tid imellem de gode og sjove snakke, de husker fra begyndelsen af deres tid som kærester. Intimiteten og sexlivet lider under tidspresset. Når de så har tid sammen, er de lidt fremmede for hinanden og har svært at række ud for at genskabe gnisten. De har begge i stille desperation mærket afstanden mellem sig vokse. Ind imellem skændes de ligesom denne torsdag. Så følger en periode med ekstra vagtsomhed og vandring på æggeskaller, mens deres indre radar hele tiden scanner efter næste faresignal. Derfor opfanger radaren slet ikke det allervigtigste: Hinandens kærlighed og kæmpestore længsel efter at genfinde de varme kærestefølelser og den ægte kontakt.

Vejen tilbage

Hvordan kunne Joan og Nikolai nå hinanden i stedet for at skubbe hinanden længere væk? Ved at beslutte sig for næste gang at udtrykke deres længsel i stedet for deres vrede og frustration. Fx:

”Nikolai, jeg savner os! Jeg ved godt, at jeg selv skubber dig væk nogle gange, og jeg kan se, at det sårer dig. Vil du være med til en snak om, hvordan vi kan blive mere kærester igen. Også i sengen, for selv om jeg tit siger nej, når du lægger op til mig, så begærer jeg dig og vil dig gerne. Det er jeg bare ikke god til at sige. Tværtimod er jeg nok slem til at brokke og kritisere.”

Eller:

”Joan, jeg længes sådan efter at kunne tage over at besøge Carl til en mandeaften uden at føle dårlig samvittighed. Jeg kan jo godt se, at du trækker det største læs herhjemme, og at du gerne vil have, at jeg tar’ mere ansvar og initiativ. Det vil jeg gerne. Jeg ved godt, at jeg nogle gange går i baglås, når jeg synes, du kritiserer det, som jeg så prøver. Så skubber jeg dig væk. Men jeg savner dig, Joan – og alt det sjov og ballade, som vi er så gode til.”

Hvis Nikolai og Joan rækker ud til hinanden på den måde, er der en meget bedre mulighed for, at deres samtale ender godt, og at de følger den op med adfærd, der bringer dem tættere på hinanden. Særligt hvis de aftaler at vedligeholde den gode kontakt med fx en ugentlig kæresteaften efter børnenes sengetid. Her dyrker de tosomheden og snakker på den gode måde om både længsler og frustrationer.

Så er der en god chance for, at deres radarer efterhånden begynder at scanne efter muligheder frem for minefelter.