Mange par kan gøre deres kærlighedsliv og deres familie en kæmpe tjeneste ved at aftale en ugentlig kæresteaften med hinanden. Et par timer eller mere, som er afsat til tid for to, der ønsker at holde samhørigheden og intimiteten varm og levende. Det er emnet for denne måneds klumme af parterapeut Nils Lind.
Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk
Jeg er nogle gange lidt tarvelig og træls i parterapien, når et par fortæller mig, at både deres hverdage og weekender simpelt hen er så pressede, at de ikke kan se, hvornår de skal få tid til parterapiens øvelser og ”hjemmearbejde,” som jo tit handler om at dyrke og nære parforholdet. Så er det, at jeg kan være så nederdrægtig at spørge, hvor meget tid de bruger på at se tv og kigge på deres smartphones og tablets.
Cirka 37 timer om igen – svarende til et fuldtidsarbejde ved siden af det arbejde, de fleste har i forvejen. Så meget tid bruger den gennemsnitlige dansker på tv, apps, spil, nyheder og sociale medier. Ifølge nogle undersøgelser ser vi på vores smartphones mellem 150 og 200 gange i gennemsnit – om dagen!
Mon ikke lidt af al den tid og opmærksomhed kan bruges bedre på nærhed frem for fjernsyn, intimitet i stedet for internet og blid berøring af hinanden frem for touchskærme?
Kærligheden lider
Jeg skriver ikke dette for at være bedrevidende eller løfte pegefingre, men fordi jeg i mit daglige arbejde ser, hvordan par, der virkelig elsker hinanden, umærkeligt er blevet mere fremmede over for hinanden. De har i tidens løb fået sværere ved at række ud til hinanden, de er blevet mindre gavmilde med smil og berøringer. Og de kæmper med at snakke om deres uenigheder på en god måde. Til sidst kan de blive i tvivl, om de overhovedet passer sammen.
Det er spild af godt liv, når kærligheden lider på den måde.
Det er ikke nødvendigvis smartphones og øvrige skærme, der i sig selv skaber knas i parforholdet, men de gør situationen værre på to måder:
- For det første er vores mange gadgets og apps på kynisk vis designet til at tilrane sig så meget af vores kostbare tid, opmærksomhed og nærvær som muligt. Jo mere tid vi bruger på skærmen, jo flere annoncedollars tjener tech-giganterne, og jo fattigere bliver de nære relationer.
- For det andet: Når vi savner kontakt, opmærksomhed og erotik i parforholdet, står elektronikken altid klar til at distrahere os væk fra de negative følelser og give hjernens belønningscenter en konstant strøm af impulser. Men det er lette kalorier sammenlignet med ægte menneskekontakt, så vi får hurtigt brug for igen at tjekke skærmen for at få et fix mere. Og et mere …
Så er der skabt en ond cirkel, som er svær at bryde.
En ugentlig kæresteaften
I forrige uge producerede jeg en podcast med én af verdens førende forskere og eksperter i samliv og seksualitet, Dr. Tammy Nelson fra USA. Jeg fulgte ét af hendes kurser tilbage i 2009 og har læst flere af hendes bøger. Hendes helt grundlæggende råd til par, der savner gnist, nærhed og erotik i parforholdet, er interessant nok det samme som på kurset dengang for 13 år siden, så det har bevist sin levedygtighed: Aftal en ugentlig date med hinanden. Gerne fast på samme ugedag, og der skal nærmest en nødsituation til for at aflyse.
Daten kan fx være et par timer hver torsdag aften, hvor travlheden, de elektroniske lokkedåser og far/mor roller skiftes ud med forkælelse, god tid til at snakke, lege, ligge tæt, kramme og – måske – se, om der springer en erotisk gnist. Forsømmer man så ikke børnene? Hmmmm, mon ikke ungerne i sidste ende får både glæde og gode forbilleder ud af at opleve deres forældre give plads til parforholdets trivsel i hverdagens prioriteringer?
Nogle stejler ved tanken om ugentlig date, fordi de mener, at der så er et pres for, at det skal ende i sex. Nogle siger, at sex kun er god og ægte, hvis den opstår spontant. Jo, men hvor tit sker det lige, at begge selvantænder – på samme tid – midt i den daglige travlhed, matheden efter arbejdet, den praktiske drift af familien – for ikke at nævne det ekstra fuldtidsarbejde, som mange har i at følge med på elektroniske medier?
Tag sex ud af ligningen
”Den ugentlige date handler først og fremmest om at skabe plads til noget kærligt imellem jer, som måske, måske ikke fører til sex. Det behøver ikke at føre til sex forstået som det traditionelle samleje med penetration. Tag evt. sex helt ud af ligningen i de første uger. Fortæl og vis i stedet hinanden, hvordan I nyder at blive rørt uden for ”badetøjsområderne.” Giv din partner blid berøring eller massage, indtil han eller hun falder i søvn. Næste uge er det så din tur. Det kan være en rigtig god start at tage sex helt ud af ligningen i begyndelsen,” lyder rådet fra Dr. Tammy Nelson.
Hun understreger, at det er vigtigt at undgå at lægge pres på sig selv eller hinanden om, at sex er én bestemt ting, fx en forventning om, at den ene eller begge skal have orgasme. Fortæl hinanden, hvad der føles nydelsesfuldt. Nydelsen uden pres er det vigtigste, og den hengivelse til at nyde kan skabe eller genskabe kontakten til de erotiske følelser, hvis sexlivet er sygnet hen. For erotik er vigtig at holde i live i parforhold på linje med de øvrige seks kærlighedssprog.
Den ugentlige par-date skal handle om at nyde samværet og hinanden. Uden pres. Hvis sex i et parforhold er blevet forbundet med forventningspres, så kan være en rigtig god start at tage sex helt ud af ligningen i begyndelsen, foreslår Dr. Tammy Nelson, som er forsker og parterapeut og underviser parterapeuter over hele verden i såkaldt integrativ sex- og parterapi. Læs mere på hendes hjemmeside, www.drtammynelson.com (kun på engelsk, desværre).
Se interviewet med Tammy nedenfor. Gå ind i Indstillinger på YouTube-videoen > Undertekster / Vælg dansk.