Du er alt for hård ved børnene!” ”Nej, det er dig, der er for blød. Jeg er den eneste herhjemme, der viser dem bare en smule konsekvens!” Ligner det en samtale, du kunne være en del af?
Af Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk
Hvis I som forældre for det meste er enige om opdragelsen af jeres børn og klarer jeres uenigheder i mindelighed, så spring roligt denne klumme over. Men hvis I har jævnlige og/eller kraftige skænderier om måden at opdrage og sætte grænser for børnene på, så læs videre. For I kan være på vej ind i et mønster, som er skadeligt for både jeres børn og for selve parforholdets fremtid.
Mønsteret er en ond spiral, som består af tre dele:
Første del: Skænderierne
Tro mig – jeg har mødt dem masser af gange i parterapi og individuel terapi: Forældre, som alt for længe har følt sig kritiseret, bebrejdet, ydmyget, hængt ud eller gjort forkert af partneren efter opdragelses-episoder med irettesættelse eller grænsesætning for ungerne. Det er et vildt sårbart område. Et minefelt. Af mindst tre grunde:
- Alle forældre vil gerne gøre det allerbedste for deres børn. Når noget så ikke lykkes, og børnene reagerer på ens opdragelse ved at blive bange, kede af det eller udadreagerende, kan man føle sig som en total fiasko.
- Den følelse af fiasko bliver mange gange værre, hvis man oplever at blive kritiseret for sin opdragelsesstil i kraftige vendinger. Det føles som at få gnedet salt i såret.
- Hvis man så svarer igen med vrede eller et sarkastisk modangreb, fx ”… som om DU skal forestille at være perfekt til at opdrage?!” er der salt i sårene hos begge.
Så er skænderiet i gang – præcis det samme skænderi, parret har haft mange gange før. Bagefter venter flere dage med dårlig stemning, kulde og tavshed. Alle lider under det – ikke mindst de børn, som far og mor jo egentlig ville gøre det allerbedste for.
Far og mor er fanget i en malstrøm af vrede, dårlig samvittighed og magtesløshed.
Andel del: Magtkampen
Selv om freden og den lette stemning på et tidspunkt vender tilbage, kører de to forældre nu en ubevidst magtkamp. Kampen foregår uden ord og uden synlige sammenstød. Der skal et trænet øje til at se de små hverdags-handlinger, som udgør kampen:
- Den ene forælder tager rollen som ”strammeren,” dvs. den der prøver at opdrage mere hårdt og konsekvent. Det er et ofte ubevidst forsøg på at kompensere for, at …
- Den anden forælder tager rollen som ”slapperen,” dvs. den der prøver at løsne op og give ekstra snor. I et ofte ubevidst forsøg på at kompensere for ”strammerens adfærd.”
Denne tovtrækning – med børnene i midten – kører et stykke tid i baggrunden. Men begge forældre mærker tydeligt, hvad der sker. Begge føler ubehaget og bitterheden.
Særligt ”strammeren” finder sig utilpas ved at være hårdere over for børnene, end han / hun egentlig har lyst til. Og det føles decideret uretfærdigt at se sig selv i en utaknemmelig skurkerolle, mens det ser ud, som om ”slapperen” tjener lette point ved at være den eftergivende og søde forælder.
Men ”slapperen” føler sig heller ikke tilpas i sin overkompenserende rolle, hvor man står mindre fast på sine værdier og grænser, end man egentlig har lyst til. Bitterheden blandes med dårlig samvittighed.
Tredje del: Koldfronten flytter ind
Hvis parret ikke får taget en god og rolig snak om de svære følelser, der er på spil, og bliver enige om at bakke hinanden op om en fælles linje, så vokser afstanden mellem dem. Begge er konstant på vagt over den andens strammer- og slapperadfærd. Det bliver til ”find fem fejl,” og selv om begge måske prøver at undgå tydelig uenighed og prøver at glatte ud, når børnene er til stede, så bliver stemningen mellem forældrene mere og mere til en koldfront, som ender med at flytte permanent ind i hjemmet.
Nærheden, varmen, sexlivet i parforholdet siver lige så langsomt væk. Begge parter lider under kærlighedsmæssig ensomhed under samme tag. Uden kærlig næring fra partneren vil man typisk søge andre steder hen for at få kontakt, anerkendelse og succesoplevelser. Måske knytter den ene sig ekstra til børnene, så den anden forælder får følelsen af at være nederst i familiens hierarki. Så bliver det fristende at bruge mere tid på kilder til anerkendelse og kontakt uden for hjemmet, fx jobbet, fritidsinteresser, fysisk træning eller måske i yderste konsekvens en affære.
Det er det, jeg mener med, at uløste konflikter om opdragelse kan true selve parforholdet: Fordi der er så vigtige værdier på spil, nemlig børnenes fremtid og kærligheden til både børnene og partneren, ryger overblikket, og det er let at mistolke hinandens intentioner.
Uden en god, reparerende samtale om de grundlæggende følelser hos begge parter får den onde spiral mere og mere magt.
Sådan en spiral har magt til i sidste ender at splitte et parforhold ad og under alle omstændigheder forbitre atmosfæren i hjemmet. Alle, ikke mindst børnene, mærker alt det usagte.
Derfor skal onde cirkel brydes.
Sådan brydes den onde cirkel
I pressede situationer kommer vi ofte til direkte at kopiere det negative i vores egne forældres måde at opdrage på. Pludselig kommer der måske ord ud af din mund, som dine egne forældre har råbt ad dig, da du var barn.
Det kræver et aktivt og åbent samarbejde at komme ud af sådan nogle gamle riller. Så man kan få hjælp og støtte fra sin partner, uden at nogen taber ansigt.
Sæt en aften af til at fortælle hinanden:
- Hvordan er du selv blevet opdraget? Hvad ønsker du at give videre til jeres egne børn, og hvad skal de absolut ikke arve?
- Hvad sætter du pris på ved din partners måde at være far / mor på?
- Hvad synes du er sværest ved at opdrage? Sig ikke noget kritisk om din partner, men indvi ham / hende i, hvor du synes, du selv kommer til kort.
- Hvad vil du gerne gøre anderledes, og hvordan kan din partner støtte dig i det?
- Hvad kunne du ønske, at din partner vil gøre anderledes? Spørg, hvordan du kan støtte ham / hende i det.
Hent mere inspiration:
https://www.alt.dk/boern/det-er-ok-at-vaere-uenige-om-opdragelse
