Når man kommer hjem til familien, skal man helst kunne sænke skuldrene og nyde at være sammen igen efter arbejdet. Men for mange par med børn er den første tid efter hjemkomsten stressende og tit præget af konflikter. Med få ændringer kan man give både børn og voksne en blød landing. Det er emnet for denne artikel af parterapeut Nils Lind.
Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk
”Vi forstår det ikke. Når én af os kommer alene hjem med børnene efter arbejde, så er de rolige og glade. Men lige så snart den anden kommer hjem, bliver ungerne helt umulige og trekvart på tværs … ”
Cirka sådan lyder det nogle gange i parterapien fra superskønne og kærlige forældre, som dagligt kæmper for at få driften af Børnefamilie A/S til at gå op i en højere enhed. Ja, mange sammenligner direkte deres dagligdag med arbejdsgangene på en travl fabrik, hvor alting skal falde i hak i den rigtige rækkefølge og på de rigtige tidspunkter: Madlavning, skoletasker, madkasser, lektiehjælp, kørsel til fritidsaktiviteter, indkøbslister, Aula, spørge ind til børnenes dag osv. osv.
Bjæffer instrukser
Jeg spørger tit sådan et fortravlet, superansvarligt forældrepar, hvordan de tager imod hinanden, når de ses igen derhjemme efter arbejdet.
Ofte lyder svaret, at mens begge forældre giver opmærksomhed, knus og kys til børnene, så nøjes de med at give hinanden et hurtigt tantekys, måske også et kort kram. Men det er slet ikke usædvanligt, at de to voksne i rummet blot tildeler hinanden et henkastet hej, hvorefter de begynder at bjæffe praktiske oplysninger og opdateringer til hinanden og udveksler instrukser om de forestående opgaver under den daglige spidsbelastning på fabrikken. Ja, nogle bliver endda mødt i døren af en blanding af kommandoer og bebrejdelser. Det sidste giver selvsagt én lyst til at blive længere på arbejdet, og på vejen hjem vokser knuden i maven.
Nu skal jeg hilse at sige, at selvfølgelig er der rigtig mange af mine par, som tager kærligt og varmt imod hinanden og giver hinanden plads til at lande blødt. Det er bare ikke dem, som denne artikel handler om.
Investér tid til en god landing
Til de stressede par, som giver hinanden en hård landing, giver jeg det råd, at de først og fremmest skal ændre én ting: At de som det allerførste – og inden der er gået fire minutter – glider ind i hinandens arme i en lang omfavnelse og viser, at de er glade for at se hinanden igen. Hvorfor lige fire minutter? Se infoboksen på denne side.
Efter et stykke tid med den nye vane mærker de fleste faktisk en tydelig forandring af atmosfæren i hele hjemmet. Børnene bliver mere rolige. De voksne hygger sig mere med deres gøremål. Tingene glider lettere.
Der er sket det, at forældrene, som jo har ansvaret for familiens trivsel, har valgt at lægge en rolig, kærlig stemning. Og i stedet for at lade en tilfældig dagsform styre tingene har de har skabt en tryg ramme for alt det, der også skal ske, når familien er samlet igen.
Måske tager den nye vane cirka fem minutter af de arbejdsomme forældres tid. Og måske aftaler de, at den, der trænger mest, lige får 15 minutter til at lande inde i sofaen og tømme hovedet. Lad os sige, at der netto bliver investeret 25 minutters ”arbejdskraft” til den nye ordning. Den investering tjener sig selv ind mange gange i form af:
- Mindre tidkrævende og opslidende konfliktløsning med og mellem børnene.
- Færre konflikter i parforholdet, så det bliver et rart sted at lade op i stedet for et sted, der tapper energi.
- Mere velvilje og gavmildhed hele vejen rundt.
Familieråd
Hvis I har børn, og de har alderen til det, kan I holde et familieråd, hvor alle snakker om, hvordan I allerhelst vil lande derhjemme igen efter skole og arbejde. Udvælg de bedste og mest realistiske forslag fra både børn og voksne. Når ungerne har haft indflydelse på sådan en aftale, er de mere tilbøjelige til at efterleve den.
En blid start og en blød landing
Der er tre tidspunkter på dagen, som ifølge forskning fra bl.a. The Gottman Institute er afgørende for parforholdets trivsel. Det er samtidig de tre værste tidspunkter at tage konflikter op på:
- Om morgenen. Kærtegn hinanden, inden I står op. Sørg for en rolig rytme med morgenrutinerne og spis om muligt morgenmad sammen. Sørg for, at du ved mindst én ting om, hvad din partner skal i dag. Giv hinanden et varmt knus, inden I skilles.
- Når I kommer hjem igen (hovedemnet for denne artikel). Find før eller efter aftensmaden 10 minutter til at sætte jer sammen, uforstyrret, bare I to. Brug evt. det ”oase-møde,” som er omtalt andetsteds på siden.
- Når I går i seng, uanset om det er på samme tid eller ej: Sørg for at give hinanden et varmt og langt knus og ønsk hinanden en god nat. Par, som gør dette, har beviseligt bedre søvnkvalitet og lavere blodtryk om morgenen.