En ugentlig 15 minutters snak,
som beriger jeres parforhold
Hvor godt kender I hinanden? Det lyder som et dumt spørgsmål, hvis I har levet sammen i måske 5, 10 eller 40 år. Men i parterapi bliver det nogle gange tydeligt, at den ene eller begge har forsømt at holde sig opdateret med, hvad den anden oplever, tænker og føler.
Her er et forslag til en ugentlig par-snak på 15 minutter. Uden afbrydelser fra børn, telefoner eller andet. Bare jer to. Et kvarter om ugen. Det kan de fleste afsætte.
Fortæl på skift hinanden:
- Min bedste oplevelse den sidste uges tid var, da (…) Det gjorde mig (…) (fortæl om en følelse). Oplevelsen kan fx være noget, der er sket på arbejdet, i familien eller under en fritidsaktivitet.
- Sådan er det at være mig for tiden. Giv din partner en ”indre vejrmelding” om, hvordan du har det, om dit humør og dine tanker.
- Noget ved dig, som jeg sætter pris på i den forløbne uge var, da du (…) Det gjorde mig (…) (fortæl om en følelse).
- Hvordan går det mellem os to? Er der noget, vi skal have snakket om eller justere? Hvis der er en konflikt, I skal have snakket om, så brug evt. ”de gode færdselsregler for samtalen i parforholdet.”
- Hvad skal der ske i den kommende uge? Fortæl hinanden:
- aftaler, du har indgået med andre, og som kan have indflydelse på din partner, eller som det måske bare er rart at blive orienteret om.
- hvad I ønsker og forventer af hinanden i den kommende uge. Aftal hvem der gør hvad hvilke dage.