Var dine forældre voksne, da du var barn?

Er man vokset op i en familie, hvor forældrene havde så mange dæmoner selv, at de ikke kunne rumme børnene, kan det som voksen blive svært at mærke sine behov, vise tillid, og give sig hen i et parforhold. Heldigvis er det muligt at indhente noget af det, man ikke fik som barn”

 

Af: Nils Lind, parterapeut, Kolding
www.nilslind.dk

Overskriften på denne side er jo absurd: Selvfølgelig var mine forældre voksne, da de fik mig.

Aldersmæssigt, ja. Men hvad med deres indre alder, deres følelsesmæssige modenhed og evne til at regulere sig selv, aflæse barnets sindsstemning og sætte egne behov til side for at støtte dets følelsesmæssige udvikling?

Lad det være sagt med det samme: Ingen er perfekte forældre, og det er hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt. Den amerikanske børnelæge og psykiater Donald Winnicott viste i sin forskning, at børn også har brug for lidt grus i maskineriet for at udvikle sig til sunde og robuste individer. Winnicott skabte i 1953 begrebet ”a good enough mother,” altså en ”tilstrækkeligt god mor.” Det var før ligestillingsdebatten for alvor slog igennem, og i dag bruger man begrebet ”en god nok forælder.”

Pointen er, at de fleste forældre er der tilstrækkeligt for barnet til, at det, når det bliver voksent:  

1. Oplever verden som et grundlæggende, men ikke udelukkende trygt sted at være.
2. Føler sig nogenlunde værdifuld og værd at elske. For det meste.
3. Kan danne følelsesmæssige bånd til venner og til kærester – og overleve de dybe følelser af svigt og skuffelse, som uundgåeligt følger med.
4. Kan sætte grænser og sige nej, i hvert fald når det virkelig er vigtigt.
5. Kan stå ved sin ufuldkommenhed og fejlbarlighed, uden at det fjerner ens grundlæggende selvagtelse.
6. Mærker, at det er i hvert fald nogenlunde trygt at bede andre om hjælp og vise sine sårbare følelser til de nærmeste.

Det svarer lidt til, at børnene, når de flytter hjemmefra, medbringer et okay socialt og følelsesmæssigt kompas – også selv om det selvfølgelig skal justeres undervejs og kan være ude af syne, når livets storme og kriser raser.

Når kompasset mangler

Der er blot nogle, som ikke er så heldige at få sådan et okay, retvisende kompas med hjemmefra. Det er mennesker, som er vokset op med følelsesmæssigt umodne forældre. Forældre, som ikke er voksne indeni, typisk fordi de selv er børn af følelsesmæssigt umodne forældre!

Her er nogle typiske udsagn fra voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre:

• Jeg følte mig ikke set, hørt eller lyttet til.
• Jeg følte, at jeg skulle gøre mine forældre tilfredse, men jeg kunne aldrig lykkes med det.
• En åben og ærlig kommunikation var ikke mulig i min familie.
• Man skulle opføre sig på bestemte måder – og blive i sin rolle.
• Mine forældre havde favoritter mellem mig og mine søskende.
• Jeg følte mig ofte skyldig, skamfuld, egoistisk, unyttig og dum sammen med mine forældre.
• Nogle gange var det, som om min far eller mor var misundelig på mig og bevidst ville spolere en oplevelse for mig.
• Jeg skulle tidligt tage vare på mig selv
• Jeg følte mig ansvarlig for stemningen i hjemmet.
• Jeg skulle tage mig af mine forældre.

Udpluk fra bogen ”Adult children of emotionally immature parents” af Lindsay Gibson. Oversat af Inge Holm.

Et falsk selvbillede opstår

Hvad har alt dette så med parforhold at gøre?

Rigtig meget. Fordi der er kærlighed på spil i både barndommen (som jeg ofte kalder kærlighedszone 1) og det voksne parforhold (som jeg benævner kærlighedszone 2).

Børn er byggede til at elske og knytte sig stærkt til deres far og mor. Men når et barn atter og atter føler sig ikke-elsket eller uønsket, mærker det fligen af en overvældende ensomhed og angst, som det slet ikke kan rumme. Når forældrene reagerer negativt på – eller ignorerer barnets medfødte signaler om kontakt, føler barnet sig forkert og ond og prøver at undgå den ødelæggende ensomhedsfølelse ved at tilpasse sig forældrenes behov for at få et minimum af opmærksomhed og omsorg. Nu prøver barnet at aflæse de voksne og tro, at det har ansvaret for, om forældrene er okay! Den omvendte verden.

Et falsk selv er blevet skabt. I stedet for en grundlæggende følelse af, at ”jeg er okay og værd at elske,” mærker det: ”Jeg er kun okay i kraft af, hvor god jeg er til at gætte andres behov og opfylde dem.”

Dette falske selv flytter med ind i voksenlivet, og tit vil børn af følelsesmæssigt umodne forældre i deres første parforhold finde sammen med kærester, som ender med at behandle dem lige så uværdigt, som forældrene gjorde. Man søger kærlighed, men det eneste pejlemærke, man kender, er det vrængbillede af den ægte vare, som fandtes i kærlighedszone 1.

Driften mod at blive hel

Heldigvis er vi mennesker utroligt robuste og har en indbygget længsel efter at blive hele mennesker. En drift imod at genfinde sin indre kerne, som ikke kun mærker og opfylder andres behov og skubber sine egne til side. Vi har en trang til at skabe vores eget kompas, så vi kan styre sikkert hen imod ægte kærlighed og intimitet.

Et godt og ligeværdigt parforhold er i min erfaring den bedste grobund for sådan en selvudvikling. For voksne børn af følelsesmæssigt umodne forældre gælder det (stærkt forenklet) om at finde sammen med en partner, som overvejende har det, man kalder en tryg tilknytning. Det vil sige en person, som kan svare enten ”ja” eller ”joooh, for det meste” til de seks punkter i begyndelsen af denne klumme.

Sådan et parforhold er bestemt ikke fryd og gammen hele tiden, og der vil springe gnister. Men hvis parret lærer at håndtere deres konflikter på en hensigtsmæssig måde og med tiden acceptere hinandens særpræg, så kan man i voksenlivet finde den trygge havn i kærlighedszone 2, som man ikke fik i sin opvækst.

Hvis du har følelsesmæssigt umodne forældre, som lever endnu, kan det desuden være vigtigt at skærme dig selv og din familie mod deres giftige påvirkning, som ofte fortsætter langt ind i voksenlivet. Det er ikke et spørgsmål om at dømme dem ude som onde mennesker, for de er som regel selv ofre for en kærlighedsfattig opvækst. Det handler derimod om at være realistisk om deres begrænsede kærlighedsevne og om at sætte tydelige grænser for deres ubevidste forsøg på at kalde dit falske, føjelige selv frem igen.