Smugler I påstande om hinanden ind i jeres diskussioner?

”Smugleren” er en af de mest effektive måder at ødelægge samtalen i parforholdet på. Denne artikel handler om, hvordan man genkender og stopper det skadelige og ofte ubevidste fænomen.

Af Nils Lind, parterapeut, Kolding

I mit parterapilokale oplever jeg alle de angrebs- og forsvarsvåben, der findes i ord-arsenalet hos par, der er kommet ind i en ond spiral med hinanden. Jeg ser, hvor lynhurtigt de våben forandrer en dialog, hvor parterne lytter til hinandens følelser og tanker, til to højlydte monologer – et verbalt trafiksammenstød.

Denne klumme handler om et lille, lusket diskussionskneb, som vi ofte ikke engang er klar over, at vi bruger, men som øjeblikkeligt ødelægger den samtale, vi har gang i. I retorikken (læren om tale- og argumentationsteknik) kaldes det for ”stråmanden.” Jeg har valgt at kalde knebet for smugleren, fordi jeg synes, at det bedre beskriver det, der foregår.

Lad os tage et eksempel. Forældrene snakker sammen om opdragelsen af deres fælles børn.

• Partner A siger: ”Jeg blev ked af den måde, du skældte Anders ud på i dag. Det var godt, du satte en grænse for ham, men da du råbte ad ham, tror jeg han blev bange og ulykkelig.”
• Partner B siger: ”Det er det sædvanlige med dig. Du vil pakke børnene ind i vat, og du er helt ligeglad med, om Anders får lært at opføre sig ordentligt. Du tror altid, du er den klogeste!”

En høj pris  
Hvad sker der? Partner B føler sig tydeligvis angrebet på et område, som selvfølgelig er følelsesmæssigt vildt sårbart for dem begge: Om de er gode nok som forældre. I stedet for at lytte til A og senere fortælle sin egen version (fx ”Jeg havde det heller ikke godt med at råbe. Nogle gange bliver jeg bare så vred, fordi jeg savner, at du er mere konsekvent over for Anders”), så griber B til det forsvarsvåben, der handler om at svække A’s position i samtalen ved at indsmugle påstande om tre ting, som A ikke har sagt: At A vil pakke børnene ind i vat, er ligeglad med Anders’ opdragelse og har gjort sig selv til opdragelses-eksperten i forholdet. Alle tre påstande har hver for sig evnen til at såre dybt, og tilsammen vil de sikkert vække så meget vrede, at der enten opstår et ophedet skænderi, eller at A går sin vej, såret og vred.

Der kan også ske det, at A ”bider på” B’s indsmuglede madding og begynder at forsvare sig imod påstandene, fx ” … nej da jeg er ikke ligeglad med Anders’ opdragelse …” men det er stejlt op ad bakke at forsvare noget, man aldrig har sagt. Desuden er emnet nu skiftet fra den konkrete episode, hvor B råbte ad Anders, til A’s hele indstilling til opdragelsen.

Lige her og nu har B opnået at afværge at skulle snakke med A om noget sårbart og ubehageligt, nemlig episoden, hvor Anders blev bange for B. Men prisen er høj, måske dagevis med kulde i parforholdet og ikke mindst at det bliver endnu sværere for de to at gøre det, de allermest længes efter: At føle og praktisere samhørighed i forældreopgaven.

Det er vigtigt at sige, at ”smuglertricket” meget sjældent bliver brugt bevidst og ondsindet. Det sker derimod i fx politik, hvor teknikken desværre indgår i politikernes medietræning. Når vi andre smugler, er det som regel i afmagt.