Græsset er grønnest dér, hvor det bliver vandet

Græsset visner
tit også på
den anden side

Ægteskab nr. to eller tre har statistisk set større risiko for at ende i skuffelse og skilsmisse, end førstegangsægteskabet. Selv om alt i begyndelsen ser strålende ud i det nye forhold, er der ofte fulgt nisser med i flyttelæsset

”Vil jeg få et lykkeligere kærlighedsliv sammen med en anden partner?”

Jeg tror, at alle, der har prøvet at elske, har haft den tanke i et fast forhold – enten i et øjebliks vild frustration over partneren – eller som en voksende og tilbagevendende tvivl

Heldigvis er skilsmisseprocenten begyndt at falde igen efter en trist rekord i 2014 på 54 procent. Set over en 10 års periode er ca. halvdelen af ægteskaberne blevet opløst, og de fleste skilte finder sig før eller siden en ny partner. Ja, mange forhold ender netop, fordi den ene er blevet tiltrukket af en tredje person og måske forestiller sig et gyldent fremtidigt liv med den nye flamme. Han / hun ser jo ud til at have alt det, man savner i det nuværende parforhold, som måske efterhånden føles tømt for nærhed, surt og er blevet totalt forudsigeligt.

Måske skulle man så tro, at vi vælger mere klogt ”i andet forsøg,” fordi vi har lært af fejltagelserne i det gamle forhold.

Det sker da bestemt også for nogle!

Men generelt tegner statistikken et mere dystert billede. Risikoen for skilsmisse er ca. 40 procent større i anden gangs ægteskaber, viser forskning udført af professor Michael Svarer fra Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet.

Amerikansk forskning viser samme tendens: Tredje gangs ægteskaber i USA har en skilsmisse-risiko på mellem 65 og 75 procent.

At få øje på nissen

I parterapien møder jeg begge slags kriseramte ægtefæller:

1. Dem, der er fristet til at forlade deres første ægteskab eller længerevarende forhold, fordi det nu er blevet konfliktfyldt og føles tømt for nærhed, eventyr og lidenskab. Nogle kommer som par, mens andre opsøger solo-terapi for at få hjælp til at tage beslutningen: Forlade forholdet eller arbejde sammen på at finde gnisten igen. Som regel er der en konkret anledning. Ikke så sjældent er det utroskab eller en forelskelseslignende betagelse af en anden end den faste partner. Den nye person føles bare så rigtig. Uanset om den nyopdagede flamme står til rådighed som ny partner eller ej, føles forlibthedens indre farvebrus af følelser så fantastisk, at det eksisterende parforhold nærmest ligner et mørnet sort/hvidt foto i sammenligning.

2. Dem, der befinder sig i deres andet eller tredje seriøse parforhold, og som måske begynder at genkende et mønster: Også det nye forhold er begyndt at skuffe og fremkalde de samme trælse følelser, som det tidligere forhold. Måske er der igen en ny, der frister og fascinerer? Men nu er selvindsigten vokset: ”Det er ikke bare fordi jeg (igen, suk!) har valgt en forkert partner. Nu vil jeg se på mine egne nisser, som er flyttet med mig fra forhold til forhold.”

Min beskrivelse ovenover er skarpt skåret og mangler selvfølgelig de nuancer, som hører til hvert eneste unikke par. Men min vigtigste pointe er, mange par farer vild i kærligheden af to grunde:

1. Fordi de forsømmer at vande, nære og pleje parforholdet, også når hverdagens krav melder sig. Desværre slår skilsmisse-kurven en bule opad ca. ét år efter fødslen af det første barn.
2. Fordi de, når frustrationerne og konflikterne kommer, ikke får repareret relationen ved snakke om, hvordan de hver især bidrog til konflikten. Resultatet af de uløste frustrationer er en hård tone og / eller perioder med kulde og dårlig stemning.

Modtrækket

Hvis man skifter partneren ud, undgår man ganske vist i første omgang at se sin egen nisse i øjnene, dvs. det, som man selv bidrager med, som gør det svært for partneren at være den kærligste udgave af sig selv. Parforhold har det med at få vores skyggesider frem i lyset, typisk psykiske forsvarsmekanismer som hidsighed, bebrejdelse, kulde eller at flytte tid og opmærksomhed fra parforholdet over til mere sikre kilder til anerkendelse, fx børnene, jobbet, fritidsinteresser eller andet.

Det lyder underligt, men de forsvarsmekanismer / nisser dukker som regel op, fordi partneren nu er blevet så betydningsfuld, at ens dybeste frygt for at blive svigtet, afvist eller dømt uværdig til kærlighed bliver aktiveret. Den frygt kan have dybe rødder i oplevelser fra opvæksten eller fra tidligere parforhold.

Paradokset er, at nisserne får os til at vise noget andet end det, vi inderst inde længes efter.

Modtrækket, som kan redde parforholdet, er (og ja, det skal parterapeuten jo sige, men han mener det faktisk temmelig meget): At åbne en tryg og god samtale om det, der er svært.

 

 

 

 

 

 

To typiske medflyttende
nisser, som dukker op,
når parforholdet ikke vandes

Her er et par eksempler på forsvarsadfærd, som udgør to modpoler og skaber en ond spiral:

Hvis man savner opmærksomhed fra sin partner, kan man begynde at blive ”umulig,” kritiserende, bebrejdende eller humørsvingende, akkurat ligesom et barn, som håber på at få nærhed og blive set af far eller mor ved at smække med dørene, være på tværs og måske storme ind på sit værelse – i håb om at blive hentet og få det forløsende spørgsmål: ”Jeg kan se, der sker noget i dig, hvordan har du det?” Men i et parforhold mellem to voksne vil den enes ”protestadfærd” ofte ikke blive set som andet end et angreb, og så aktiveres partnerens forsvarsadfærd. I stedet for at vise opmærksomhed og varme, går man til modangreb (”Du er altid så p…. sur”) eller lægger afstand til sin partner ved at gå sin vej eller holde lav profil, indtil uvejret er ovre.

Hvis man føler sig overvældet af opmærksomhed fra sin partner, som presser på for, at man snakker mere, og viser mere nærhed, så man ikke får tilfredsstillet sit behov for stilhed, tid til at tænke eller bare være lidt alene. I det tilfælde kan man begynde at holde sin partner på afstand med fx denne adfærd: Blive uopmærksom, undgå øjenkontakt, lytte med et halvt øre, blive reserveret og tvetydig om parforholdets fremtid, undgå knus, kram og kys, blive oppe, når den anden går i seng og bruge mere tid på jobbet eller sammen med venner. Børn viser typisk deres behov for alenetid med adfærd i stedet for med ord. Men i et parforhold mellem to voksne vil den tilbagetrukne adfærd ofte ikke blive set som andet end et faresignal: ”Jeg er ved at miste min partners kærlighed.” I stedet for at give plads og rum, bliver man endnu mere påtrængende og insisterende på nærhed og opmærksomhed.